TALER DU MED DIN MÅLGRUPPE, NÅR DU SKRIVER? GUIDEN TIL AT FÅ DIN MÅLGRUPPES OPMÆRKSOMHED

Marie Hvidbjerg

Marie Hvidbjerg

Tekstforfatter og projektansvarlig
Partner og medstifter af Cortekst

Læsetid: 5 minutter

Taler du til din målgruppe i dine tekster? Én ting er sikkert: Før du kan skrive til din målgruppe, skal du kende den. Har du hørt det før? Sikkert, for det er ret vigtigt. Det er jo fuldstændig, som når du skal sælge dit produkt. Der skal du også kende din målgruppe.

HVOR ER DIN MÅLGRUPPE?

Det første, du skal finde ud af, når du skal skrive til din målgruppe, er, hvor din målgruppe befinder sig henne. Er de på Facebook, LinkedIn, Instagram? Eller er de typerne, der hellere læser et blogindlæg end et nyhedsbrev? Måske de hellere vil have en fysisk folder at bladre i? Alt efter, hvor din målgruppe bedst kan lide at være, vælger du din kanal. Vær derfor også opmærksom på, at du sikkert skal skrive anderledes til dem, der er på LinkedIn, kontra dem på Facebook.

HVAD ER DIN MÅLGRUPPES FORVENTNINGER?

Der er lavet en del undersøgelser om, hvordan folk læser på forskellige medier.
Det har betydning for 1) hvordan vi læser indholdet, 2) hvordan vi reagerer på indholdet, og 3) hvilke behov vi har i den givne situation. Det skal jeg komme ind på lidt senere i bloggen her.

Og tilbage til forventningerne. Hvis din målgruppe helst vil tales til via sociale medier, skal du være sindssygt skarp i overskrifter og fængende ord. Du kan med fordel gøre brug af versaler (CAPS LOCK) og emojis for at fange deres opmærksomhed. Når vi læser på sociale medier, skimmer vi, mens vi scroller. Derfor er det svært at få opmærksomhed længe nok til, at dine opslag bliver læst fra ende til anden.

Vil din målgruppe hellere læse blogs, hvor de får svar på noget bestemt, ja, så skal du skrive på en helt anden måde. Ellers finder de dig højst sandsynligt overfladisk. Her kan du sagtens gå mere i dybden og udfolde eksempler og analyser – og så behøver du ikke fatte dig i korthed, bruge versaler eller emojis. Overskrifterne er dog stadig vigtige.

Vil du gerne skrive til din målgruppe på din hjemmeside? Så læs vores blogindlæg om hjemmesidetekster her.

VED DIN MÅLGRUPPE, AT DE HAR ET BEHOV, ELLER VED DE DET IKKE?

Der er stor forskel på, om du taler til en, der søger efter en løsning på sit behov, eller en, som ikke var klar over, at de havde behovet.

Hvis dine læsere ikke i første omgang er interesseret i dit produkt, men i en løsning på deres problem, skal du fortælle dem om løsningen. Det kræver selvfølgelig, at du kender deres behov – det er nemlig behovet, du skal tale til. Så her skal du tænke over, hvilke udfordringer din målgruppe har. I stedet for at starte dine tekster med at præsentere dit produkt eller service, skal du starte dine tekster på din målgruppes præmisser og med deres behov og problem, fx:

Sådan får du skabt et bedre overblik i dine bilag

Fremfor:

App’en X holder styr på din økonomi

Det kan godt være, at app’en X hjælper med hele økonomien, men hvis din målgruppes problem ligger i bilagene, og hvis de ikke ved, at de skal bruge din app, skal du tale til problemet med bilagene. Igen: sørg for, du taler til din målgruppe.

MÅDEN, DU SKRIVER PÅ, OG DET SEMANTISKE ASPEKT

Okay. Nu bliver det lidt mere sprognørdet. Så er du advaret.

ORDVALG HAR BETYDNING

Fordi vi alle sammen har forskellige ting i baggagen, så forstår vi ikke altid det samme ord eller den samme sætning på samme måde. Det skyldes, at vi har forskellige fordomme eller, sagt med et mindre ladet ord, forforståelser af ord og beskrivelser. Et godt eksempel er nogle af de kraftigt værdiladede ord som fx veganer, indvandrer eller klima. Allerede nu ved du sikkert, hvad jeg mener, for du rynker enten på næsen af, at jeg har skrevet indvandrer, eller også trækker du på smilebåndet ved ordet veganer. Hvad du forstår ved de forskellige ord, er ikke nødvendigvis det samme, som hvad din målgruppe forstår ved dem – og det skal du for alt i verden huske, når du skriver.

Det gør sig faktisk også gældende i de mindre værdiladede ord, og de ord, som vi måske ikke tænker over kan have mere end én betydning, alt efter hvordan vi forstår dem. Og det er faktisk rigtig ofte, at det er her, vi falder i og taler udenom, ned til eller henover hovedet på vores målgruppe. Er følsom positivt eller negativt? Er dominerende positivt eller negativt?

Tænk over, om du siger kvinden, pigen, damen, matronen, kæresten, konen eller noget helt andet om din bedre halvdel. Måske har andre end helt anden mening om ordet matronen end dig, og derfor skal du være opmærksom på, hvornår, hvor og til hvem du bruger netop dét ord.

Hvis du vil blive klogere på dine sætninger, kan du læse vores blogindlæg om sætningskonstruktioner her.

DIN SKRIVESTIL OG MÅLGRUPPE SKAL GÅ HÅND I HÅND

Måden, du skriver på, lægger sig tit til din personlige stil, og den måde, du gerne vil have, at dine kunder skal se dig og virksomheden på. Gør du brug af humor, slang, bandeord eller andet i dine tekster, er din målgruppe nok mere løssluppen, end de er konservative. Hvis din målgruppe er konservativ, skal du IKKE bruge slang og bandeord i hvert fald. Tænk på, hvordan du ville tale til din mormor på 89: pænt og ordentligt. Nogle kan få helt rødt udslæt af at læse tekster med slang eller bandord. Jeg har fx en gang fået en mail fra en sur læser, fordi jeg havde skrevet ”for fanden” i en blog. Det brød hun sig ikke om at læse, og det falder tilbage på mig, hvis hun nu var min målgruppe.

PÅ TVÆRS AF MÅLGRUPPER

Selvom du skal differentiere mellem dine målgrupper, så er der selvfølgelig noget, som går igen ved langt de fleste:

  • En af de mest åbenlyse er, at din tekst ikke skal svømme i stavefejl og andre grammatiske henrettelser. Det kan dræbe enhver læsning.
  • En anden ting er klicheer. Undgå at bruge for mange af de kendte og kedelige flosker, som vi alle har hørt alt for mange gange.
  • En god idé kan dog være at tage en kliche og lave den om, så du overrasker din læser. Hvis altså du formår at lave en god omskrivning.

Lad være med at gentage dig selv alt for ofte. Læs din tekst igennem og slet, hvis du gentager dig selv.

DET SIDSTE RÅD

Og så til allersidst er mit vigtigste råd, at du skal passe på med at ville skrive ’bredt’ for at ramme flest muligt. Faktisk er det typisk her, du rammer færrest. Det skyldes, at langt de fleste mennesker har meninger, holdninger og fordomme, som adskiller dem fra andre, og hvis du forsøger at tale til alles holdninger, kan du være sikker på at tale til ingen overhovedet.

Kunne du tænke dig at få mere info om, hvordan du bedst taler til din målgruppe i dine tekster? Det kan du få ved at se vores tekst-TV afsnit her.

Skriv en kommentar