Talekunst og skriftkunst er ikke den samme disciplin

Selvfølgelig kan du blande disciplinerne – det har jeg allerede indrømmet – men er det muligt at tilnærme sig talesproget totalt i skrift og omvendt?

I rigtig mange litterære tekster, som givet deres form er skriftsprog, er der forsøg på at tilnærme sig talesproget for at gøre teksten mere spontan og virkelighedsnær. Tager du et lidt mere grundigt kig på sproget, vil det typisk vise sig, at nok har teksten enkelte talesproglige træk, men grundlæggende er der tale om en litterær konstruktion og en tilnærmelse af talesproget. Det skyldes simpelthen, at talesproget i sin rene form er karakteriseret ved det sprog, vi bruger, når vi taler sammen til daglig, og det er oftest alt for ustruktureret og indforstået til at give mening på skrift.

Noget helt andet er, om det overhovedet har nogen værdi at tilstræbe fuldstændig talesprog i vores tekster – for som jeg allerede har været inde på, så er talesproget tiltænkt vores ’lyttere’ i den konkrete situation, mens vores tekster er tiltænkt læsere fra nær og fjern, nu og næste år. En tekst, der giver sig i kast med 100 % talesprog, vil miste rigtig mange læsere undervejs – af den simpel grund, at de ikke forstår det kommunikerede, ikke kan følge tekstens præmis, bliver forvirrede og mister interessen. Talesproget er ofte langt mere underforstået end skriftsproget. Små bidder af information kan tilføjes under en samtale uden systematisk sammenkædning – og alligevel blive forstået. Når vi taler sammen, laver vi tit helt ubevidste henvisninger til både det ene og det andet. Det kan være en kunde, som vi ved, vores samtalepartner kender, det kan være en situation på kontoret i forrige uge eller en artikel i gårsdagens avis. Alle mulige ting, som vi ikke kan vide, om vores læser vil kende til, og som vi ikke vil have en mulighed for at reagere på, fordi vi netop ikke står overfor vores læser i en konkret situation som i en samtale.

Når det så er sagt, vil jeg også sige, at der kan være gode grunde til at blande de to typer sprog.

Fordi mange aspekter af vores kultur er knyttet til skriftsproget (bare tænkt på alle de steder i din dagligdag, hvor du møder tekst), vil talesprogets karakteristiske træk ofte blive opfattet som fejl. Et godt eksempel er ’fordi at’ og ’som om at’, som er noget, rigtig mange siger, men som er forstyrrende og unødvendig – og faktisk en grammatisk fejl – når vi skriver. Dog er talesproget ikke ukorrekt skriftsprog, men en udtryksform med sin helt egen grammatik. Når vi begynder at blande de to sprog, ændrer vi ikke kun på sproget, men også på den måde, det bliver opfattet på – hvilket nogle gange kan være en god ting!

Skal du holde en tale, og taler du ud fra en tekst, kommer du typisk til at læse, hvis ikke det hele så i hvert fald nogle af delene, op. Skriftsprog i taler kan både få en mere formel tone (tænkt på Dronningens nytårstale), men det kan også få et indstuderet og stift udtryk (fx i en markedsføringsvideo). Omvendt kan talesprog i skriftsproget give tekster et mere personlig udtryk og en mere legende stil, men hvis vi blot skriver, som vi taler, går det udover forståelsen hos læseren, fordi teksten mister sin struktur. Dette er også en af grundene til, at personer, der er eminent gode til at tale til folk, ikke altid er lige så gode til at skrive til folk – fordi de skriver deres tekst, som de ville tale. Når talen skal forankres i en tekst, skal der ryddes op i fyldord, struktureres i tekstens komposition og arbejdes med sætningernes konstruktion.

Hele denne blandingstematik har desuden nået helt nye højder i samarbejde med de mange nye medier, som hver især har bidraget til at forme vores skriftsprog. Radioen var som et af de første medier med til at blande de to sprog, og der har været en konstant udvikling lige siden gennem medier som fjernsynet, telefoner og sociale medier – bare tænk på brugen af emojis og forkortelser i sms’er, som begge har gennemgået deres helt egen udvikling, når nye generationer udforsker og udfordrer måden at bruge sproget på.