Er man mere kunstner end akademiker, når man skriver tekster
Mia Rasmussen
Tekstforfatter og administrerende direktør
Partner og medstifter af Cortekst
Læsetid: 3 minutter
En forfattere betegnes som en kunstner, når han/hun skriver. Der skabes kunst gennem ord og sprog. Men hvad med en tekstforfatter? Er man kunstner, når man er tekstforfatter? Eller læner man sig mere op ad en akademiker? Er der fuldstændig frie tøjler, når man udfolder sig kunstnerisk, eller er det mere en akademisk proces?
Både og, kan man sige. Man er kunstner i den forstand, at man skaber en tekst, der er kreativ og spændende at læse. Men man er samtidig akademiker, når man putter regler nedover det stykke ”kunst” og bruger sin tillærte akademiske viden. Der findes dem, der kun opererer i de ”kunstneriske”, skønlitterære tekster, hvor man skal læse mellem linjerne. Men der findes også dem, der bevæger sig mere væk fra den stereotype kunstnerrolle. De, som bliver nørder på en lidt anden måde, end man umiddelbart forbinder med ordet ”nørd”.
Tekstforfattere – som er de sprognørder, vi mener – er specialister i at skrive tekster med øje for det korrekte og fængende sprog. Man kan sågar sige, at de stræber efter et færdigt og fuldendt resultat. Dermed rykker vi lidt rundt på det kunstneriske og hiver videnskaben ind fra højre. For sprogvidenskab er der jo faktisk noget, der hedder. Så som tekstforfatter udfolder vi også vores evner som akademiker – ligesom vi elsker at bruge vores kreative side som kunstner.
Den gode kommunikation
De allerførste tanker om sprog, grammatik osv. stammer helt tilbage fra Grækenlands filosoffer. Og de regler, vi følger i dag, har rødder helt tilbage dertil. Men hvorfor skal vi have alle de regler for sprog? Det skal vi, for at vi kan kommunikere med hinanden uden at blive misforstået. Og være sikre på, at vores budskab – vores ”kunst” – bliver modtaget, som vi havde tænkt os.
Gode og velskrevne tekster er oplysende og letlæselige, og du opdager sikkert slet ikke, at du læser en god tekst. Det er først, hvis teksten er kludret, fyldt med fejl eller opbygget på en underlig måde, at man lægger mærke til den. Så bliver det pludselig en udfordring at læse den, og så er det slet ikke sikkert, at den bliver læst. Derfor er det vigtigt, at man bruger både sin kunstneriske og akademiske side, når man forfatter en tekst.
Kommunikation og kunst i én pulje
Er man så mere kunstner end akademiker, når man arbejder med tekster? Det korte svar er nej. Det lidt længere svar er, at man nok er begge dele: Der skal kunstneriske og kreative tanker til for at skabe noget, og der skal akademiske evner og viden til, for at det, du har skabt, er noget værd. Hvis en tekst er fejlfyldt, uinteressant og grammatisk ukorrekt, vil den af de fleste ikke blive betragtet som noget af værdi – og slet ikke som kunst. Og så er du pludselig hverken kunstner eller akademiker.
BALANCEN KOMMER PÅ PRØVE
Med en baggrund som cand.mag. i dansk kan jeg også kalde mig akademiker udover tekstfatter. Men min uddannelse gav mig også mulighed for at udfolde min kunstneriske side, så jeg kan skrive kreative kvalitetstekster ud fra stor viden om de forskellige genrer. Og balancen mellem at være kreativ og regelstyret kan være svær. Derfor er der netop brug for sådan nogle som os her hos Cortekst. Tekstforfattere med professionelle kunstner- og akademikergener. Års erfaring med at bevæge os ud på den balancebom har vist, at der ikke altid er én måde at gøre det på. Vi har fx forskellige måde at forstå “en frisk tekst” på. Prøv at tænk over, hvad du forbinder med en frisk tekst, inden du læser videre.
Vil du bruge slang, sjove vendinger eller lege med ordene? Tit bliver vi mødt af virksomheder, som ønsker en frisk hjemmeside. Og hvis de er stålsatte på, at den skal have et friskt pust, får den nogle gange fuld gas – dog hvor vi også laver en mere nedtonet udgave. For vores erfaring viser, at når vi udfolder vores kunstneriske side og lægger vores akademiker til side, møder vi ofte, at det måske ikke liiige var det, de havde tænkt. Og sådan har vi forskellige forståelser – og sådan er det bare med tekst og kommunikation. Som tekstforfattere er vi ordmagere, der både er kunstner og akademiker på én gang – kreative, nørder og regelryttere.
HVAD KOSTER DET AT VÆRE KREATIV?
Hænger du fast i den akademiske skrivestil, men vil gerne finde din uopdagede kunstner? Det kan være svært at være kreativ på kommando. Og at være kreativ er en disciplin, der kræver mere end bare sjove ord.
Men hvad koster det så at være kreativ? Det har Mia og Marie sat sig sammen for at forklare. De har i en 5 minutters video samlet 5 hurtige om, hvad det koster at være kreativ. Du får dem opremset herunder, men ellers tjek videoen ud her.
5 HURTIGE
- Gode ting tager tid
- Kreativitet kommer ikke af sig selv
- Ting, der skiller sig ud, kræver tid, penge og kompetencer
- Der er forskel på kreativitet
- Flere hoveder er bedre end et