Skriv nu bare de blogs!

Af Marie Hvidberg, medstifter af Cortekst og tekstforfatter

”Nå, hvordan går det så med at skrive de der blogs?” spørger jeg en af vores kunder, da jeg ringer ham op for at høre, hvordan det står til. ”Nja,” siger han, og jeg kan fornemme, at han trækker på smilebåndet i den anden ende af røret. Og som jeg havde forventet, så har han ikke skrevet de der blogs, som vi talte om sidst. ”Hvorfor ikke?” spørger jeg oprigtigt interesseret, da han bekræfter mine anelser. Han fortæller mig, at det jo er, som det plejer at være. De blogs skriver ikke sig selv, og der er ikke andre end ham til det, og han får det bare ikke gjort. ”Hvad med alle de der gode emner, vi talte om sidst? Der virkede det da, som om du havde masser af gode idéer?” siger jeg. ”Jeg får det bare ikke gjort, Marie …” siger han og lyder lidt skuffet over sig selv.

Ovenstående samtale har jeg et par gange om ugen med kunder. Det er slet ikke mærkeligt for mig at høre, at ”man bare ikke lige får det gjort”. For det kræver noget at skrive et godt blogindlæg, helt klart. Det er jeg klar over. Jeg kan da sagtens selv skrive mig på listen af erhvervsdrivende, der ”bare ikke lige får det gjort”. Det virker totalt paradoksalt, da jeg jo lever af at skrive, men som de fleste andre så har jeg nemmere ved at skrive for andre end for mig selv.

Om ikke andet har jeg samlet mine 4 bedste råd her om at skrive gode blogs, så jeg måske ikke så tit skal have den samme snak med vores kunder om det der ”jeg får det jo bare ikke lige gjort, Marie …”

Planlæg dig ud af det

Som det meste andet i livet, som man bare ikke lige får gjort, så er løsningen planlægning, planlægning, planlægning! Det lyder så banalt og simpelt, og det er det også 😉

Sæt dig for at lave et forløb for dig selv, hvor du finder ud af, hvilke blogs du skal have lavet denne måned, og sæt titel eller emne i et skema. Så ved du, hvad der skal laves og hvornår. Det gør vi altid både for vores kunder og os selv, så det hele er overskueligt og ligetil. Det kan være et ganske simpelt skema med emne, kort disposition, medie, målgruppe, tidspunktosv.

Lav det kreative på én gang

Hvornår har du mest tid og er mest kreativ? Lørdag eftermiddag i ro og mag derhjemme? Tirsdag morgen på kontoret? Eller måske fredag aften efter det første glas rødvin?
Sæt dig for at finde emner og lave små dispositioner for alle dine blogs denne måned på én gang. Når du først ér inde i den kreative spiral, så bliv der, og få styr på det hele med det samme. Det skaber så meget ro.

Skriv, skriv, skriv

Nu har du både planlagt OG været kreativ – så er der ikke andet for end at skrive dig ud af resten. ”Men, Marie, det kan du jo sagtens sige, det skal jo stadig gøres.” Og ja, det skal det nemlig. Men du har jo allerede lavet det værste. Du behøver ikke være kreativ for at skrive dine blogs, for det har du allerede været. Du har også planlagt, hvad det skal handle om, hvornår det skal postes osv. Så hold dig til dine planer og dispositioner, så kan det ikke gå helt galt.

Og få så lige læst korrektur, ik’?

Det er SÅ vigtigt, at dine blogs ikke sejler med stavefejl, slåfejl og kommaer, der er kastet rundt til højre og venstre. Gør dig selv og dine læsere den tjeneste at få læst en gang korrektur på dine blogs. Det er virkelig træls med de fejl der – og så virker du altså rimelig uprofessionel, hvis det hele er noget værre hejs. Bare et råd fra grammapolitiet. 😉

Go, go, go, blogs coming up!

Skriv en kommentar