Kryds og bolle, skidt pyt

Marie Hvidberg

Marie Hvidberg

Tekstforfatter og projektansvarlig
Partner og medstifter af Cortekst

Læsetid: 2 minutter

Forstår du den her overskrift? Hvis du gør, er det nok, fordi du er en af dem, der tænker ”skidt pyt”,
når det kommer til tegnsætning og grammatik i det hele taget. Desværre er det langt fra ”skidt pyt”
– det er alfa omega for din tekst!

Jeg kan selv huske, at jeg forbandede kryds og bolle, firkanter og trekanter og alt det andet langt væk, da jeg var yngre. Det var før, jeg selv lærte, hvad det gjorde ved en tekst, at den er grammatisk korrekt. Så i den her blogpost vil jeg altså prøve at overbevise dig om, at det er vigtigt og ikke bare irriterende.

De professionelle tekster – og alt det med SEO

Jeg har ofte kontakt med virksomheder, der ikke ser det vigtige i gode tekster. De går mere op i det visuelle, den gode hjemmeside, det gode logo og payoff – og især SEO-optimering. Når jeg så spørger, om jeg må tage et kig på deres hjemmeside for at se deres SEO-optimerede tekst, går der ikke mange sekunder, før mine øjne spotter stavefejl, fejl i komma og en sætningskonstruktion, der er helt hen i vejret.

Grunden er selvfølgelig, at det vigtigste for dem er, at teksten på hjemmesiden er SEO-optimeret, så den kommer højt op på Google, når folk søger på ”traktor” eller ”frisør Odense”.

Når jeg fortæller dem, at jeg synes, teksten fremstår uprofessionel, sjusket og ufærdig, bliver de tit overrasket. Det er selvfølgelig ikke alle, der går lige meget op i korrekt tegnsætning og særligt komma, som jeg gør. Men de fleste bliver forvirret, hvis komma er forkert nok! Dine tekster skal afspejle din professionalitet, så hvis din tekst ikke er bedre end til Googles Add Words, afspejler den ikke din professionelle side.
Forbrugeren vurderer ubevidst dit produkt ud fra førstehåndsindtrykket, og netop derfor er teksten altså lige så vigtig som det visuelle. Og ville man selv købe et produkt, hvis beskrivelsen af det er helt hen i vejret med manglende punktummer, kommaer osv.? Nej, vel?

Brug komma, og red barnet

Du har måske hørt det før. Men faktisk kan du redde liv ved at lære din kryds og bolle-teknik. Det der med komma i en sætning gør nemlig, at vi forstår sætningen på en bestemt måde. Der er jo en verden til forskel i disse to sætninger:

Lad os spise børn.
Lad os spise, børn.

Hvis du er kannibal og elsker en god børnekotelet, så skal du bruge sætning nr. et. Hvis børnekoteletter ikke lige er sagen, så skal du nok bruge sætning nr. to og sætte et komma. Her overlever alle børnene! Og sådan skulle det også helst være, ikke?

Det er altså langt fra ”skidt pyt” med det komma. Selvom det måske stadig er irriterende med alt det kryds og bolle, så kan jeg afsløre, at det med tiden bliver en del nemmere. På et eller andet tidspunkt slipper du faktisk helt for den gammeldags metode og kan nøjes med kun at beskæftige dig med kryds og bolle i ”Tre på stribe” og det, der er sjovere.

Hvor får du mere kryds og bolle-viden?

Selvom vi er teksteksperter, støder vi også til tider ind i bøvlede sætninger, hvor vi er i tvivl om, hvor vi skal sætte komma. Derfor får du her et par links til sider, som vi selv bruger.

  • Retskrivningsordbogen er styret af Dansk Sprognævn – og her finder du al viden om retskrivningsreglerne. Du kan bl.a. finde alle regler om komma.  
  • Ordnet.dk er Det Danske Sprog- og Litteraturselskab ansvarlig for. Denne side er god til at slå op i, når du har brug for at se ord i teksteksempler. 
  • sproget.dk kan du slå op i alt om det danske sprog. Her finder du også artikler og tips, skrevet af sprogeksperter fra Dansk Sprognævn.  
  • Ellers anbefaler vi altid Håndbog i Nudansk, som er et glimrende opslagsværk.

Mias kommakursus

Men hvem går lige ind og prøver at slå en kommaregel op? Det er vist kun os tekstnørder – og vi har det fint med, at du lader os om det.

Så for at gøre det nemmere for dig, har vi som ekstra service lavet små korte video, der forklarer nogle af de mest kommeregler. De er hurtig lige at kigge igennem, hvis du har en udfordring med et komma. Vi kalder det Mias kommakursus.

Skriv en kommentar