Hvad skal du dog bruge et Tekstbureau til?

Marie Hvidberg

Marie Hvidberg

Tekstforfatter og projektansvarlig
Partner og medstifter af Cortekst

Læsetid: 6 minutter

Et tekstbureau laver tekster. Men tekster kan alle jo lave, ik? Vi har vel alle sammen gået i skole, og de fleste af os har dansk som modersmål, så det der med at skrive en tekst er da lige ud ad landevejen! Eller hvad? Læs bloggen her og få svar på, hvad du dog skal bruge et tekstbureau til.

Det der med at skrive tekster er faktisk ikke sådan ligetil. Det kræver en del skills. Har du fx tænkt over, at det kræver disciplin, planlægning, sprogkundskaber, grammatik-nørderi og kunsten at lytte for at skrive gode tekster? Både tekster om og for dig selv, men også for andre. De fleste kommer til kort, når de skal skrive om sig selv. Så har de en ansat til at gøre det – eller et tekstbureau. Man kan hurtigt blive pinlig, føle sig overlegen og arrogant og utilpas, når man skal skrive om sig selv og sin virksomhed. Det kommer du fx helt udenom, hvis du bruger et tekstbureau. Samtidig sikrer du dig, at det content, du spytter ud, altid er godt skrevet, korrekt skrevet og er kreativt.

Du skal kunne lytte for at kunne skrive

Én af de allervigtigste kundskaber for at være god til at skrive er at være god til at lytte. Et tekstbureau laver ikke andet end at skrive tekster for andre, og det første, man gør, når man skal skrive en god tekst om en virksomhed eller et produkt, er at researche og tale med en fra virksomheden. De fleste bløder op, når de taler om deres virksomhed og produkt. Mennesker elsker at snakke om sig selv, og det er ikke noget dårligt, når man skal have skrevet gode tekster. Jo mere du snakker, jo bedre kan teksten blive.

I et interview eller en telefonsamtale kan en tekstforfatter hurtigt opfange formuleringer, vendinger og ord, som bliver brugt i beskrivelsen af en virksomhed, produkt eller service. De måder, du formulerer dig på i tale, fungerer sjældent direkte i en tekst, men de ord og vendinger du bruger, kan sikkert sagtens bruges – og bruges godt i en tekst!

Så lyt, før du skriver.

HVIS PLATFORMEN SKAL VIRKE, SKAL DEN VÆRE AKTIV

Enhver kan oprette en side på Facebook, Instagram, LinkedIn eller oprette en blog. Men hvis den skal virke, skal den holdes ved lige – og det er ikke så ligetil, som det måske lyder. Der er en grund til, at rigtig mange virksomheder vælger at outsource alt, der hedder sociale medier og content. Det vigtigste ved at bruge sociale medier er ikke at have en profil, det vigtigste er at bruge den aktivt. Det betyder altså både at poste jævnligt, at poste strategisk og at interagere. Hvis du lægger alverdens opslag og artikler ud, men ikke interagerer med dem, der kommenterer på dine ting, så har det nærmest ingen værdi.

Desuden skal du poste ting, der er væsentlige og godt lavet. Dine opslag skal fremme interaktion, dine blogs skal være skrevet godt og spændende, og det hele skal have en mening. Et tekstbureau er ikke et marketingbureau, så de sørger ikke for annoncer eller sponsoreret indhold – de laver alle teksterne, så de både inviterer til interaktion, og så de passer ind i din stil og resten af dit content og din marketingstrategi. Det samme er tilfældet med LinkedIn-artikler og blogs: De skriver dem, så de spiller, og så de er målrettede. Her finder tekstbureauet sammen med dig ud af, om de skal være informerende, sælgende, underholdende osv.

HVAD SKAL VI DOG FINDE PÅ?

De fleste har problemer med at finde på emner til deres tekster. Det er de færreste virksomheder, der laver så mange forskellige ting, at der kan være nye emner hele tiden. Ofte handler alt ens content i princippet om det samme, men det kan twistes, så det bliver interessant og vedkommende for læserne. Vi arbejder fx for en virksomhed, der laver et meget specifikt produkt, og det er det ENESTE, de laver. Vi laver opslag til sociale medier og blogs til deres hjemmeside, og hver måned skal vi planlægge den kommende måneds content. Her kommer kreativiteten virkelig på prøve, og det er også grunden til, at virksomheden har valgt at bruge et tekstbureau til opgaven. De kunne simpelthen ikke komme på flere interessante ting at skrive om deres produkt, og så trådte vi til. Det er faktisk virkelig sjovt at få lov til at sidde og brainstorme på temaer og emner, der relaterer direkte til det specifikke produkt. Og det kan være alle mulige ting, som man blander sammen, fx årstider, højtider, vejr, tips og tricks, fun facts, myter, historier, anmeldelser, behind the scenes osv.

TEKSTEN SKAL SPILLE LIGE SÅ MEGET SOM RESTEN

Den der opfattelse af, at alle kan skrive gode tekster, skal du smide i skraldespanden. Lige såvel som du har en fotograf til at tage gode billeder, en videograf, der filmer, klipper og sætter en film lækkert sammen, og en grafiker, der kan lave smukke hjemmesider, bør du også have en tekstforfatter til at skrive dine tekster. Hvis alt andet spiller for dig og er professionelt, skal dine tekster også være det. Ellers skaber det et forvirret udtryk. Har du fx prøvet at sidde og kigge på en hjemmeside, et katalog eller en Facebookside, hvor alt ser super flot og lækkert ud – og når du så begynder at læse teksterne, sejler det fuldstændig. Det er utroværdigt, uprofessionelt og noget juks, simpelthen.

Tænk på teksten som en lige så vigtig del af dit udtryk som billeder, videoer og design.

TEKSTFORFATTERE ER GODE TIL AT SAMARBEJDE MED ANDRE DISCIPLINER

Uden at komme til at lyde alt for selvfed, så mener jeg, at de fleste tekstforfattere er rigtig dygtige til at arbejde med andre fagpersoner og discipliner. Vores arbejde er tit et samarbejde med en SEO-specialist, en webdesigner, en grafiker – og altid kunden selvfølgelig.

Tekstforfattere er humanistisk uddannet, og humanister er eksperter i at analysere og sætte sig ind i forskellige emner og brancher. Hvis en tekstforfatter skal lave et katalog til en virksomhed, der laver software, skal tekstforfatteren ikke blot skrive om softwaren, men også have en forståelse for, hvordan kataloget skal se ud, hvad målsætningen er, hvem målgruppen er og holde sig til de retningslinjer, som både kunden ønsker, og som grafikeren har til design og udtryk.

At sætte dygtige fagpersoner sammen til at lave én opgave, hvor alle gør det, de er bedst til, er altid det rigtige valg for at få det bedste resultat.

ET TEKSTBUREAU KAN HJÆLPE DIG MED DET SAMLEDE OVERBLIK

Vi taler altid meget om planlægningen inden selve skrivearbejdet, og det er ikke uden grund. Det kan være svært at se skoven for bare træer, hvis man har meget forskelligt content, man vil have ud på nogenlunde samme tid eller i et forløb. Når de fleste virksomheder indser, at de skal steppe op på deres content, har de tit en hel masse, de gerne vil. Det kan være blogs, artikler, kataloger, nyhedsbreve, kundecases og referencer samt opslag på sociale medier. Og hvad gør man så først? Hvordan får man et samlet udtryk og en rød tråd gennem det hele, uden det hele handler om det samme? Det kan et tekstbureau hjælpe dig med, så du ikke drukner i al dit content. Teksterne skal selvfølgelig passe ind i din marketingstrategi, og sådan en strategi er et tekstbureau vant til at arbejde med.

Hvis det virker uoverskueligt, så brug et tekstbureau til at få overblik over dit content og din planlægning.

OG VIGTIGST OG MEST RELEVANT ...

Kreativitet fremmer produktet, og korrekt sprog fremmer det professionelle udtryk i dine tekster. Hvis du ikke selv har tiden eller evnerne til at skrive, så brug et tekstbureau. De laver det, de er bedst til, så du kan lave det, du er bedst til.

Skriv en kommentar