SKRIVEBLOKADE, NEJ TAK
Hannah Aalykke
Studentermedhjælper hos Cortekst
Læsetid: 4 minutter
SKRIVEBLOKADE, NEJ TAK
- TAG DET SKREVNE ORD I DIN MAGT
Der er ingen, der nogensinde har sagt, at de gerne vil have en skriveblokade eller synes om en skriveblokade. Sådan har jeg det bestemt også, selvom det desværre ikke altid kan undgås. Men hvad gør man så, når skriveblokaden uventet dukker op? Frygt ej, for du er havnet det helt rette sted. Det her blogindlæg handler nemlig om, hvordan man kan tackle en skriveblokade.
BRAINSTORM
Uanset hvilken slags tekst, du skal til at skrive, er det en rigtig god idé at brainstorme. Skriv alt det ned, der kunne være interessant at have med. Det hjælper at kunne se på nogle stikord eller sætninger, ligegyldigt om du gør det på computeren eller i hånden.
TAL OM DIT EMNE
Fortæl nogen om dit emne og prøv derefter at lægge mærke til, hvad det er ved dit emne, som du selv fremhæver. På den måde kan du indsnævre dit emne og finde frem til, hvad der er det vigtigste at få med i teksten.
SKRIV, SKRIV, SKRIV!
Nogle siger, at man skal sætte et ur til 15-20 min. og derefter bare nedskrive alt det, der falder én ind. Tidsbegræsningen virker personligt ikke for mig, men det med at nedskrive alt, hvad jeg kan komme i tanker om i forhold til et emne, er god nok. Jeg har altid et seperat dokument åbent udelukkende til at nedskrive idéer, vendinger, sætninger mv., som jeg måske kunne få brug for til den pågældende tekst.
GØR DIG UTILGÆNGELIG
Med dette punkt mener jeg, at du så vidt muligt skal forsøge at sætte dine enheder på lydløs eller slå ‘forstyr ikke’-funktionen til i det omfang, der nu er realistisk. På den måde undgår du, at tankerne flyver i alle mulige retninger, især hvis du hele tiden får en notifikation, mail eller besked. Når du gør dig utilgængelig for en stund, er det nemmere for tankerne at kredse om den pågældende tekst.
RESEARCH
At lave research er faktisk en rigtig god måde at få inspiration til, hvordan du skal komme videre med en tekst. Det er aldrig forbudt at hente lidt inspiration fra andre og undersøge, hvordan andre har løst samme opgave, som du selv er i gang med – men man skal ikke skrive en andens tekst af.
SKAB OVERBLIK
En skriveblokade kan komme, hvis teksten eller emnet, du skal skrive om, virker uoverskueligt. Her vil det være en god idé, hvis du laver en plan over tekstens indhold, altså en liste med de punkter, du absolut skal have med, og samtidig placerer dem i den rækkefølge, som de skal optræde i i teksten. Det gør det lidt mere overskueligt at kaste sig over punkt for punkt.
MUSIKVALG
Det her punkt tror du nok ikke helt på, men den er god nok. Dit valg af musik har faktisk en betydning, hvis du altså hører musik, imens du skriver. Musikvalget kan være med til få dig i det rette skrivehumør, så sæt noget musik på, hvor du får følelsen af, at du er toppen af poppen. Det kan gøre skriveprocessen nemmere og ikke mindst sjovere.
OMGIVELSERNE
Omgivelserne spiller også en stor rolle i forhold til at blive inspireret. Jeg kan personligt bedst lide at sidde et sted med vinduer og et sted, hvor jeg kan sidde uforstyrret og ikke hele tiden blive distraheret af forbipasserende. Det virker bedst for mig, hvis mine øjne kan få et hvil fra computerskærmen ved at kigge ud på noget, hvor både øjne og hoved kan blive inspireret til den næste sætning i en tekst.
BEVÆGELSE
I forlængelse af ovenstående punkt hjælper det at bevæge sig i form af en løbetur, en gåtur eller anden form for sport, fordi man får frisk luft til hovedet og måske en idé til, hvordan man skal komme videre med teksten.
DEN FØRSTE INDSKYDELSE
Hvis alt andet fejler, så følg din mavefornemmelse og første indskydelse. Det plejer som regel at være den første indskydelse, man vender tilbage til og tager udgangspunkt i, fordi det ofte er det bedste forslag.
Jeg tør næsten påstå, at disse tips kan anvendes på en hvilken som helst skriveblokade. Dog er det vigtigt lige at slå fast, at vi alle er forskellige, og derfor er det heller ikke sikkert, at hvad der virker for mig, vil virke for dig. Giv derfor punkterne et forsøg med ovenstående i mente. Jeg håber, at du kan bruge mine tips og råd, næste gang en uventet skriveblokade dukker op.
Kunne du også tænke dig at blive mere kreativ, når du er i gang med at skrive? Det kan du få tips til i Maries blogindlæg, hvor hun også skriver om, hvordan du bliver mere opfindsom.