Kill your darlings: How to get away with murder

Marie Hvidbjerg

Marie Hvidbjerg

Tekstforfatter og projektansvarlig
Partner og medstifter af Cortekst

Læsetid: 5 minutter

Udtrykket ”kill your darlings” kender du muligvis, hvis du skriver skønlitteratur eller har beskæftiget dig med skriveteknikker eller teori deromkring. Selvom du ikke er forfatter til den næste store samtidsroman, så er udtrykket virkelig nyttigt at kende – også for dig, der skriver i andre genrer. Og jeg lover dig, at du kommer godt fra at slå lidt ihjel.

HVAD BETYDER kill your darlings?

Hvis du ikke kender udtrykket, men jeg alligevel har snydt dig til at læse min blog, fordi jeg har prydret den med overskriften på en populær Netflix-serie, så hæng lige på, for du vil helt sikkert kunne bruge det.

To kill your darlings er et udtryk, der betyder, at vi skal slå de sætninger, ord, vendinger, udtryk, klichéer (eller karakterer) ihjel, som vi bruger for meget, når vi skriver. Vi har alle sammen darlings, og vi lægger ikke selv mærke til, at vi bruger dem. En darling er, som ordet indikerer, noget, som du bare elsker at skrive, og som du sikkert vil gøre meget for at beholde – selvfølgelig fordi du selv synes, det er lækkert.

DARLINGS: HVAD KAN DET VÆRE?

En darling lyder som en person, og når vi snakker om skønlitteratur og med forfattere, så kan deres darling sagtens være en karakter i deres manuskript. Men jeg kender min målgruppe – ja, dig – og du er højst sandsynligt ikke forfatter. Derfor vil jeg heller ikke gå i dybden med darling-karakteren.

En darling kan nemlig også nemt være bestemte ord, som du hele tiden anvender. Det kan være, du elsker at skrive tillægsord såsom ”super” eller fyldord som ”faktisk”, ”altså” og ”nemlig” i dine tekster. Måske er du en af dem, som elsker dine tankestreger i dine tekster – og hele tiden anvender dem – ja, fordi du bare synes, det skaber sådan et fedt flow i teksten – og det gør det faktisk ikke altid – og derfor skal du slå hånden af dem hurtigst muligt – hvis du har et overforbrug.

Tegnsætning skriver vi altid om, og det gør jeg så igen. For en darling, der SKAL aflives, er overforbrug af tegnsætning. Fx overdreven brug af punktummer…. Udråbstegn!!!! og spørgsmålstegn????. Spar på dem, det er nok med ét.

Klichéer og ordsprog skal man altid passe på med, fordi de kan give en tekst en virkelig træls tone, hvis de bliver brugt for meget. Du er sikkert ikke klar over det, hvis du gør det. Men prøv at tænke over, hvordan du bruger ordsprog og klichéer. Klichéer, der er brugt for meget, er ”døde”. Det kan fx være klichéen ”tænk ud af boksen”, ”have mange bolde i luften” eller ”slå koldt vand i blodet”. Ja, det er gode udtryk, jeg er helt enig, men de er ”døde”, fordi de er blevet så alment kendte, at vi ikke længere tænker over dem, når vi bruger dem. Ligesom du nok ikke tænker over det, hvis du er en af dem, der altid ”har en finger på pulsen”.

SLÅ DINE DARLINGS IHJEL

Jeg redigerede et manuskript i sidste uge, og især én ting gav mig kriller. Selvom det var et virkelig godt manuskript, hvor jeg kunne dvæle ved sproget længe, brugte forfatteren vendingen ”ironien i at …” op til fem gange i manuskriptet, som var på 45 sider. Det lyder måske ikke af meget, men det satte gang i en skepsis i mig. Da jeg havde læst det et par gange, begyndte jeg at tænke: ”Ej okay, ironi igen?” og foragtede pludselig udtrykket.

Det er præcis det samme, som vil ske for din læser, hvis du bruger de samme udtryk, vendinger, klichéer, ord eller tegnsætning heeeele tiden. Uanset om du skriver blogs, facebookopdateringer eller LinkedIn-artikler, skal du slå dine darlings ihjel, og det kan kun gå for langsomt.

Den eneste undtagelse med darlings er deres funktion. Bruger du din darling af en bestemt grund og som virkemiddel, og som din læser opfanger og forstår, skal du selvfølgelig følge det til dørs. Hvis du kan gøre det succesfuldt, er du en dygtig skribent.

HVORDAN FINDER DU DINE DARLINGS?

Det er vildt svært at finde dine egne darlings, fordi du jo selv elsker dem og ikke overforbruger dem bevidst. Derfor skal du have noget hjælp til det.

Gør brug af dine kollegaer, når du har skrevet en tekst – uanset hvad den skal bruges til. De skal være ærlige, når de skal finde dine darlings, og du skal kunne tåle, at de er ærlige. Forfatteren Neil Gaiman har skrevet:

“Remember: when people tell you something’s wrong or doesn’t work for them, they are almost always right. When they tell you exactly what they think is wrong and how to fix it, they are almost always wrong.”

Hvis dine læsere ikke forstår dine pointer eller ikke forstår, hvorfor du hele tiden bruger et bestemt udtryk, eller teksten bare ikke fungerer, så har de nok ret. At rette dem til noget, der er lige så godt, er så en anden sag, og der må du nogle gange selv i gang med den røde tusch.

Men jeg er sikker på, det ikke vil tage dine kollegaer lang tid at finde dine darlings, for de springer i øjnene for alle andre end dig selv. Når de har fundet dem, skal du slette 2/3 dele af dem fra din tekst. Selvom det gør ondt i din sjæl at afskaffe dem, så bliver du nødt til det – you have to kill your darlings.

Det er ingen skam at bruge find og erstat-værktøjet i Word. Det er nemt, og så går det hurtigt – du ved, det er ligesom med plastret.

Tænk altid på, hvad dine læsere vil læse, og ikke hvad du gerne vil skrive. Det er det vigtigste i kommunikation – det er ikke dig, der er i fokus. Du skriver for og til nogle andre end dig selv. Husk det!

Hvis du ikke har en ærlig læser ved hånden, er du selvfølgelig også velkommen til at kontakte os. Når vi laver tekstredigering, rydder vi også op i dine darlings. Og vi lover dig, vi er ærlige læsere 😉   

Du kan læse mere om begrebet ‘Kill your darlings’ i Lynda Dietz blogindlæg, eller du kan se tekst-TV afsnittet Kill your darlings herunder.

En kommentar til “KILL YOUR DARLINGS: HOW TO GET AWAY WITH MURDER”

Skriv en kommentar