Journalistiske redskaber
Hannah Aalykke
Studentermedhjælper
Læsetid: 5 minutter
Jeg er ikke uddannet journalist og prøver heller ikke at være journalist. Men jeg synes, der er nogle redskaber fra journalistikkens verden, som er værd at huske. De er gode at bruge, når du gerne vil skabe nyhedsværdi eller formidle dine historier og nyheder spændende til omverdenen. Læs bloggen her og bliv klogere på, hvordan journalistiske redskaber er relevante for dig, og ikke mindst hvordan du kan bruge dem.
HVORFOR ER DET RELEVANT FOR DIG?
Journalistiske redskaber er relevante i mange forskellige slags tekster og genrer, f.eks. hjemmesidetekster, artikler, blogindlæg, pressemeddelelser og sociale medier. Det er redskaber, du kan tænke ind i processen, når du skriver tekster til din egen markedsføring. Redskaberne kan skabe og fange modtagerens interesse.
Det er ligetil, og du behøver ikke at være en tekstnørd ligesom mig for at kunne anvende redskaberne.
SE MIG! LÆS MIG!
Fik jeg din opmærksomhed med overskriften? Det håber jeg, ellers må jeg læse min egen blog igennem endnu engang . Det mest oplagte journalistiske redskab, du kan starte med, som er virkelig effektiv, er overskriften. Overskriften er det første, modtageren møder, når vedkommende ser din tekst – uanset format og genre. Det er derfor vigtigt, at din tekst har en spændende, god og fængende overskrift, som vækker modtagerens lyst til at læse brødteksten.
SKARP VINKEL
Det næste du skal medtænke, når du skriver din tekst, er tekstens vinkel. Udover overskriften er det også vigtigt, at teksten har en skarp vinkel, og at du husker den hele vejen igennem din tekst. Det bidrager til, at din modtager ikke falder fra. Det skaber også sammenhæng mellem tekstens forskellige elementer: Overskrift, underrubrik og brødtekst.
NYHEDSTREKANTEN
Nu har du fanget modtagerens opmærksomhed med din fængende overskrift og skarpe vinkel. Det næste er så at skabe en lyst, der gør, at modtageren læser videre. Det gør du med det journalistiske redskab: Nyhedstrekanten. Nyhedstrekanten er en omvendt trekant, der kan deles op i tre dele. Først fanger du modtagerens interesse med overskriften, som vinkler teksten rigtigt. Dernæst uddyber du tekstens indhold i underrubrikken, og til sidst folder du din nyhed eller historie ud med detaljer og baggrund i brødteksten. Nyhedstrekanten vender omvendt med spidsen nedad, fordi det vigtigste, konklusionen eller nyheden, skal komme først og fylde mest. Det mindre vigtige kommer bagefter og fylder mindst. Det er f.eks. de “kedelige” detaljer om hvor, hvornår, hvad osv. Nyhedstrekanten gør det nemt for din modtager at skabe et overblik og finde ud af, hvad din tekst handler om. Det vigtigste eller mest spændende skal komme først. Der er ikke særlig mange mennesker, som har lyst til at læse videre, hvis ikke teksten fanger dem fra start af.
TAG PÅ ROADTRIP I DIT NETUNIVERS
Nyhedstrekanten er en måde, hvorpå du kan føre din modtager igennem teksten. Når du har anvendt de journalistiske redskaber, tænker du sikkert, men hvad så nu? I stedet for lade din modtager slutte ved nyhedstrekantens bund, kan du med fordel lede folk videre med CTA (call to action). Eller links til andre sider på din hjemmeside. Ved at gøre det, kan du beholde modtageren i det univers, du har skabt. Du skal se det som roadmap, hvor du kan lede din modtager omkring forskellige emner. Kort sagt: Giv dem lyst til at fortsætte køreturen, så du ikke risikerer, at de står af toget ved næste station.
Der er selvfølgelig forskel på, om du skriver en avisartikel eller et blogindlæg. Her er det generelt en god ting at tænke din målgruppe med ind i teksten ift. CTA. Skriver du til en lokal eller global målgruppe? Det er også en god ting at have for øje, hvem kunden er, hvis du f.eks. skriver en hjemmesidetekst eller folder. Skriver du derimod en pressemeddelelse eller avisartikel, så er det godt at medtænke, om du skriver lokalt, globalt, internationalt eller nationalt. Altså, hvem er modtageren til din tekst? Jeg håber, at du kan bruge dette blogindlæg om journalistiske redskaber i dine egne tekster fremover.
JOURNALIST VS. TEKSTFORFATTER
Nu spørger du måske, hvad forskellen på en journalist og en tekstforfatter så er. Det korte svar er kendskabet til den pågældende virksomhed og PR kontakter.
Læs her, hvad vi som tekstforfattere kan gøre for dig
Kontakter du en journalist, der skal skrive en artikel eller pressemeddelelse for dig til en avis, får du ofte en person, som har kontakter. En journalist har typisk kontakt til det medie, hvori en tekst skal bringes. Kontakter du derimod en tekstforfatter, får du ofte en person, som har øje for din virksomheds samlede identitet. Når en tekstforfatter skriver pressemeddelelser og andre slags tekster, så arbejder han eller hun også med andet tekstmateriale fra virksomheden og dennes identitet. Når vi hos Cortekst arbejder med pressemeddelelser eller artikler, har vi fokus på, at teksten siger det, virksomheden gerne vil have ud. Derefter sender vi det derefter videre til den, der har de kontakter, vi ikke selv har. Èn, som kan hjælpe med at få sendt teksten ud til de relevante medier, f.eks. et PR-bureau eller virksomhedes egen PR-medarbejder.
Med andre ord er forskellen altså, at en journalist typisk arbejder for et medie, og en tekstforfatter arbejder for en virksomhed.
Har du en nyhed eller historie, der skal ud til verden? Giv os et kald, så finder vi sammen en løsning, der passer til dig.