HJÆLP TIL LINKEDIN: SÅDAN LØFTER DAN TURÉLL DINE OPSLAG (OG FIRE ANDRE MÅDER)
Emil Bakkendrup
Tekstforfatter
Læsetid: 5 minutter
Brug for hjælp til LinkedIn? I det her opslag viser vi dig, hvordan du løfter dine opslag med Dan Turéll og andre måder.
Du kender måske denne situation. Du scroller mekanisk igennem opslagene på LinkedIn. Pludselig er der et opslag, der springer i øjnene. Her sker der noget. Du læser de første tre linjer, trykker se mere og læser resten af opslaget. Der er noget ved det her opslag, der fænger, men du er ikke sikker på, hvad det præcist er. Og du ved måske ikke helt, hvad der adskiller dét opslag fra dine egne.
Vi har i forvejen skrevet et indlæg om, hvordan du generelt skriver til sociale medier. I det her indlæg giver jeg dig hjælp til LinkedIn og viser dig, hvordan du skaber opslag, som andre stopper op ved.
Det er her, Dan Turéll kommer ind. Han brugte en metode, som med god effekt kan føres over til LinkedIn. Metoden er udviklet og blev præsenteret af Simon Krag Linde på LinkedIn Summitt 2022, da han holdt sit oplæg om at bruge storytelling på LinkedIn. Simon Krag Linde har døbt metoden Dan Turéll, da den netop er brugt af Dan Turéll i hans essaysamling “Dan Turéll i byen”. Vi var ret begejstrede for denne simple metode, og derfor vil vi selvfølgelig gerne dele den med dig.
Bagefter viser jeg dig fire andre typer opslag som inspiration til, hvordan du kreerer spændende og varierede opslag til LinkedIn.
HJÆLP TIL LINKEDIN STEP-1: DAN TURÉLL-METODEN
Så hvad går det ud på?
Kort sagt er Dan Turéll-metoden = en pointe + en situation.
1 POINTE
1 SITUATION
Og hvad er så en pointe? Og hvad er en situation?
En pointe er det, du gerne vil have frem i opslaget, og situationen er den, du har været i, som fik dig til at tænke på det. Som i alle gode artikler og opslag starter du med en teaser som indledning, dernæst uddyber du situationen og kommer frem til din pointe, som du fletter ind i situationen.
EKSEMPLER PÅ POINTER
- Lektie fra livet
- Tips og tricks
- Påmindelse om noget, vi overser i det daglige
EKSEMPLER PÅ SITUATIONER
- En observation
- En oplevelse
Når Dan Turéll-metoden er så effektiv, skyldes det, at pointen bliver forankret i en situation, som appellerer til læserens følelser. Situationen er både underholdende og måske noget, som læseren identificerer sig med.
LAD MIG KOMME MED ET EKSEMPEL
”Små ting kan betyde noget stort for andre.
Da jeg studerede, kørte jeg meget for Vigo for Rema 1000. Det er dagligvareuddeling, hvor jeg køber varerne, betaler og afleverer dem til kunden.
Ofte kørte jeg for en ældre dame, der boede i en beskyttet bolig. Det gjorde jeg også den dag. Det var under corona og egentlig en rutinekørsel for mig. Jeg afleverede varerne, hun sagde tak. Jeg sagde, det var så lidt. Men så så hun mig dybt i øjnene og sagde: ”Nej, det var ikke så lidt. Det var så meget.” Jeg sagde tak, og mens jeg gik ud af bygningen, blev jeg rørt og følte, at mit arbejde betød væsentligt mere, end jeg gik og troede.
I det daglige går der nemt rutine i alting, men det er altså værd at huske på, at for folk betyder dit arbejde måske væsentligt mere, end du selv tænker.”
TEASER
SITUATION
POINTE
Jeg har markeret, hvor de forskellige dele er (ca.). Intentionen var her at få dig til at tænke over, hvordan dit arbejde giver en overraskende stor værdi til andre. Situationen var et møde med en kunde, der forhåbentligt vækkede genklang, og pointen var en lektion fra livet om, at ens arbejde gør en større forskel, end du regner med.
Så husk det: 1 pointe + 1 situation.
BRUG FOR MERE HJÆLP TIL LINKEDIN? HER ER ANDRE OPSLAG, BRUGERE STOPPER OP VED
Dan Turéll-metoden er en måde at løfte dine LinkedIn-opslag på. Det er samtidig en god idé at krydre opslaget med andre metoder, så dine opslag bliver varierede.
Der findes også et hav af andre slags opslag, der kan få læseren til at stoppe ved dit opslag og trykke ‘se mere’. Som ekstra hjælp til LinkedIn har jeg derfor valgt de vigtigste til dig (og ja, de fleste opslag tilhører flere typer på en gang):
DET PERSONLIGE OPSLAG
Det er nok det vigtigste. Hvis du er oprigtig og relevant, vil du hurtigt skabe en identifikation med læseren. Særligt, hvis du tør være sårbar på LinkedIn.
Men det er også en af de sværeste, for det er svært at planlægge sig til sådan et opslag. Og folk fornemmer hurtigt, hvis du ikke er oprigtigt, og det virker som en del af en contentstrategi.
DET FAKTABASEREDE OPSLAG
En person, jeg ynder at følge på LinkedIn, er Richard van der Blom. Han er om nogen ikke personlig, men han er altid interessant i sine indsigter på LinkedIn.
Han kender LinkedIns algoritme, og han kender sine følgere og ved, hvad de vil have – og inddrager dem tit direkte i opslaget, som du kan se her:
DET OVERRASKENDE OPSLAG
”Hvornår har sport nogensinde været godt for vokseværk?”
Sådan et spørgsmål pirrer i hvert fald mig. Hvad har de to ting med hinanden at gøre? Det finder læseren ud af ved at læse videre.
Opslaget er skrevet af min kollega, Mia. Hun knyttede her to ting sammen, man ellers ikke forbinder med hinanden: vokseværk og sport. Det gav en lyst til at læse opslaget igennem for at finde ud af, hvad det præcist var, de to ting havde med hinanden at gøre.
Opslaget spillede – eller det var jo os på kontoret, der spillede. Nevermind.
DET ORIGINALE OPSLAG
Et af de opslag, jeg husker allerbedst fra LinkedIn, er det her:
Digtet er sjovt, men det rummer også en væsentlig pointe: at algoritmen er Gud på LinkedIn. Den bestemmer skæbnen på alles opslag (men husk, skriv til mennesket først, algoritmen bagefter).
Prøv det selv. Tag en festsang, et digt eller noget helt tredje og gi’ den gas. Det bryder med garanti de fleste opslag derinde.
DER ER INGEN STRIKSE REGLER FOR LINKEDIN-OPSLAG
Opslaget her over fører mig frem til denne pointe: Ingen kender den komplekse algoritme helt til bund, og den ændrer sig hele tiden.
Mit nummer 1 råd til dig er derfor at skrive det bag øret, når du ser et godt opslag. Tag måske et screenshot, og sæt det ind i en mappe. På den måde har du en bunke opslag, du kan lade dig inspirere af til dit næste opslag på LinkedIn.