SEO tekstforfatning, der føles naturligt hos læseren og søgemaskinerne
Emil Bakkendrup

Emil Bakkendrup

Tekstforfatter

Læsetid: 6 minutter

SEO tekstforfatning, der føles naturligt hos læseren og søgemaskinerne

For få år siden havde SEO tekster et dårligt ry. Det var lig med lynskrevne tekster på dunkle blogs i internettets ødeland, hvor det gjaldt om at have sine SEO ord så mange steder som overhovedet muligt – så linket ind til ens side blev så stærkt som muligt. I dag bliver de frasorteret af Google, heldigvis. 

Alligevel viste de en række vigtige faldgruber, når det kommer til SEO tekstforfatning. Og det er dem, vi gerne vil dele med dig. 

For når SEO spiller på en hjemmesidetekst, lægger læseren slet ikke mærke til SEO i teksten, men lader sig blot opsluge af den værdi, som du giver. (Ja, vi er udmærket klar over, at du sikkert scanner efter de SEO ord, vi har brugt i den her tekst 😅 Kan du mon gætte, hvad det primære SEO-ord er?).

 I det her blogindlæg får du en håndfuld gode råd til din praksis inden for SEO tekstforfatning. Det kommer til at handle om brug af overskrifter, SEO ord og links. Alt det, så din hjemmesidetekst spiller for læseren – og de kære søgemaskiner.

SEO tekstforfatning, der føles naturligt hos læseren og søgemaskinerne

Vær forsigtig med at putte SEO ord ind i hver overskrift

Jeg ved godt, at mange SEO guides fortæller, at du bør have dit SEO ord i hver af dine overskrifter. Det er der sådan set ikke noget i vejen med, når det gælder søgemaskinerne.

Udfordringer opstår dog, når SEO ordet med vold og magt bliver tvunget ind i hver af overskrifterne. Så er det, det skurrer hos læseren. Det forstyrrer personens læseflow, og de mister deres følelsesmæssig investering, fordi de bliver hevet ud af teksten. 

Selvfølgelig er det vigtigt altid at have SEO ordet i din H1-overskrift, som er titlen på hjemmesideteksten. Fx i dette blogindlæg: ”SEO tekstforfatning, der føles naturligt hos læseren og søgemaskinerne.” I resten af overskrifterne er anbefalingen at tilføje søgeordet i 70 % af H2- og H3-overskrifter. Færre skaber dog også solide SEO tekster.

Fokuser derfor i stedet på udbyttet (læs mere om det i vores blogindlæg: ”3 overskrifter, der får kunden til at klikke”). Passer SEO ordet harmonisk ind i overskriften, så sæt det ind.  

Hellere få velvalgte SEO ord

Hvem ville ikke ramme så mange søgeord som overhovedet muligt i samme tekst? Det er vi i hvert fald fristet til = maksimalt udbytte for minimal indsats.

Denne nyttemaksimerende SEO strategi er dog forfejlet. For det skurrer i høj grad hos læseren, når SEO teksten er tæppebombet med ord, der tydeligvis kun er til for algoritmens skyld.  

I din SEO tekstforfatning er det derfor en god idé at udvælge ét SEO ord, som du fokuserer på i din tekst. Er der andre, der passer naturligt, så flet dem gerne ind. Det er Google gladere for end et minefelt af SEO ord. Det har også den fordel, at du undgår, at SEO ordene skaber unødig konkurrence mellem dine andre sider.  

SEO tekstforfatning, der føles naturligt hos læseren og søgemaskinerne

Bakke af tekst fremfor bjerg

SEO reglerne tilskriver også, at du bør have et vist antal ord på din side. Fx er nogle af vores landingssider op mod 2000 ord. Det er klart, at en landingsside skal have en vis fylde, så læseren når at investere sig selv i læsningen – den såkaldte dvæletid.  

Det er dog en faldgrube at skrive og skrive og skrive og skrive, indtil du når op på de magiske 2000 ord eller måske endda 3000 ord. Det er alligevel heller ikke det, der virkelig batter.

Oplevelsen er det, der virkelig har betydning, når læseren scanner og dvæler på din hjemmeside. Og ser Google, at dine dine besøgende har en god dvæletid og generelt får en god oplevelse, rykker det markant på din rangering på Google. 

Og en god brugeroplevelse er der mange veje til. Fx er layoutet en vigtig del af den samlede brugeroplevelse. Variation er virkelig nøgleordet her. Tilføj derfor fx videoer og billeder (hvor en huskeregel er ét billede pr. 300 ord), eller bryd et element med et andet. På den måde får dine besøgende en god oplevelse på din hjemmeside. Læs mere om det vores blogindlæg: ”Tekst og layout – det kræver et samspil”.  

Indtænk links som en naturlig del af din SEO tekstforfatning

Er der noget i den her sætning, der irriterer dig? Hvad mon det kan være? Det er selvfølgelig hyperlinks, som i det her tilfælde ikke er rigtige hyperlinks – blot understreget tekst.

Interne og eksterne links er er en essentiel del af SEO tekstforfatning. De henviser hhv. til links, der fører internt til andre sider på din hjemmeside, og links, der fører eksternt til andres hjemmesider. Begge er måder at øge troværdigheden for din side samt føre dine besøgende til andre undersider, hvor de kan få mere viden. 

Men som du nok ser i sætningen i starten af afsnittet, er det nødvendigt at være kritisk. Links i din tekst fanger nemlig læserens øje på grund af de iøjnefaldende farver og understregningen. Så hvordan får du interne og eksterne links til at føles naturligt? 

Google bestemmer over din SEO tekstforfatning

Følger du disse råd, er du godt stillet på din rejse i SEO tekstforfatningsland. Dog runder jeg af med et citat fra en klog mand, der på et tidspunkt nævnte følgende: ”Google vandt SEO kampen”. Og hvad betyder så det?  

Jo, det betyder, at i sidste ende er det Google, som bestemmer spillereglerne. Og de har nogle konkrete specifikationer, som du skal overholde – og som Google bedømmer dig på. Det er fx, at et blogindlæg bør være på 1000 ord eller derover. Kunne du skrive et godt blogindlæg på 800 ord? Sagtens. Men 1000 ord er bare bedre. 

Derfor har vi også været nødsaget til at tage kreative midler i brug i vores SEO strategi. Lad mig komme med et eksempel. På flere af vores landingssider ville vi behage Google, og den ville have et vist antal ord. Vi ønskede dog ikke at plastre siden til med tekst.

Derfor gik vi i tænkeboks og fandt en kreativ løsning, der både behagede Google og gav brugerne ekstra udbytte på deres besøg. Det blev til harmonikatekster som den herunder: 

SEO tekstforfatning, der føles naturligt hos læseren og søgemaskinerne

Ellers er der bare at sige god skrivning! Og *host* *host* har du for travlt til selv at skrive den, er det selvfølgelig også muligt at få eksterne til din SEO tekstforfatning.