Du skal ikke kimse ad Facebook

Marie Hvidberg

Marie Hvidberg

Tekstforfatter og projektansvarlig
Partner og medstifter af Cortekst

Læsetid: 3 minutter

FORDOMMEN OM FACEBOOK

Der er kommet en fordom om Facebook de seneste par år, som jeg synes, vi skal aflive én gang for alle. Den lyder således: Facebook er outdated, og ingen bruger det rigtig mere. Det er helt rigtigt, at Facebook muligvis har haft sin storhedstid dengang i slut nullerne, hvor vi alle sammen skrev på hinandens vægge og opdaterede vores venner og familie med, hvad vi skulle bruge dagen på. Men Facebook er stadig den største sociale platform i Danmark med 3,9 millioner brugere, og hvis det ikke taler til din virksomheds marketingafdeling, så tænker jeg da, I skulle få jer et høreapparat 😉 Ej, jeg er ikke marketingstrateg, så jeg skal ikke komme her og fortælle, hvordan I skal markedsføre jer på sociale medier, og hvilke platforme I skal være på. Jeg ved dog noget om kommunikation og sprog, og jeg synes, Facebook skal ha’ et skud ud og lidt opmærksomhed igen. For Facebook kan noget.

FACEBOOK KAN NOGET AF DET, SOM HVERKEN INSTAGRAM, TWITTER ELLER LINKEDIN KAN

Du kan skrive lange tekster, dele artikler, blogs, din hjemmeside, lave konkurrencer og meget meget mere på Facebook, som ikke er så optimalt på de andre platforme. Men hvis du vil benytte dig af Facebook, skal du gøre det rigtigt, så det ikke er spild af tid – det har ingen af os jo nok af, vel?

HVORFOR BRUGE FACEBOOK?

Når Facebook er den største sociale platform i Danmark og med allerflest brugere, er det også selvskrevet, at Facebook er oplagt til B2C-markedsføring, men det kræver, at du bruger Facebook. Algoritmerne gør, at de sider og opslag, som brugerne interagerer med, også kommer højest op i deres nyhedsfeed. Dvs. at jo mere du poster og får interaktioner med brugerne, desto højere kommer dit opslag op ad rangstigen på Facebook. Hvis du derfor kun poster på Facebook en gang i mellem, bliver det sværere og sværere for dig at få brugerne til at interagere med dig. Derfor skal du sørge for at være aktiv på Facebook.

En anden meget væsentlig grund til, at du skal være aktiv på Facebook med godt content, er, at folk bruger Facebook mere og mere som en søgemaskine. Du har sikkert selv stået i den situation, at du gerne lige ville se åbningstider, finde et nummer eller lige tjekke en virksomhed mere ud, og så søger du efter dem på Facebook. Det har jeg i hvert fald selv gjort en del gange.

Hvis din Facebookside ikke er opdateret, og det sidste opslag derinde er fra engang i juni måned sidste år, hvor troværdig virker siden så for kunden? Der er en forventning om, at man er på Facebook, og alene af den grund skal du være aktiv på Facebook, når din virksomhed har en Facebookside.

DÅRLIGT CONTENT

Uanset om du bruger Facebook meget eller lidt, skal du være bevidst om indholdet af dit content – ligesom du skal det på alle andre platforme, du bruger. Hvis du kun poster ”dårligt” content, skaber du ingen værdi overhovedet. Godt content skal give brugerne lyst til at følge dig, like dig og bruge dig til fremtidige projekter, hvor din ekspertise er nødvendig. Lav opslag med cases fra forskellige opgaver og del din viden.

Hvis der er noget, folk synes, er virkelig træls, så er det stavefejl. Det er faktisk ikke engang bare noget, vi her i Cortekst synes – der er lavet en del undersøgelser omkring det. Læs fx den her artikel fra Politiken.

Så sørg for at gøre dig lidt umage, så din Facebook ikke bliver bandlyst pga. dårlige tekster og stavefejl.

Facebook kan noget – faktisk en hel masse – men du skal sørge for at bruge Facebook bevidst og holde kvaliteten af dit content på et vist niveau, så det giver mening for både dig og ikke mindst dine kunder.

Skriv en kommentar