Gør din tekst skarp
Hannah Aalykke
Studentermedhjælper
Læsetid: 5 minutter
Jeg er godt klar over, det langt fra er alle, som brænder for sproget i så høj en grad, at de med stolthed kalder sig for sprognørder. Men vi kommer ikke uden om, at sproget fylder meget i vores liv og hverdag. Det er måden, hvorpå vi kommunikerer og formidler ting. Det er derfor vigtigt med en skarp tekst, ligegyldigt om det er hjemmesidetekster, sociale medier, blogs eller trykt materiale.
DEN SKARPESTE KNIV I SKUFFEN
Der er forskellige årsager til, hvorfor du skal have en skarp tekst, men den vigtigste årsag er ordet troværdighed. Jeg kan ikke understrege det nok: Jo skarpere din tekst er, jo mere troværdig fremstår du og din virksomhed. Vi bliver bedømt på de signaler, vi sender ud i verden, og i denne kontekst er korrekt grammatik alfa og omega.
En undersøgelse udført af Global Lingo i 2013 viser, at 74 % af de deltagende lagde mærke til kvaliteten af grammatikken. 59 % ville ikke købe fra en virksomhed med åbenlyse stavefejl på hjemmeside eller markedsføringsmateriel. Flertallet ville heller ikke stole på, at virksomheden kunne levere god service. De så det som mangel på pleje af virksomheden og betragtede derfor virksomheden som uprofessionel.
Det hænger sammen med, at nye kunder bruger få sekunder på at vurdere en hjemmeside, og hvis ikke det er en skarp tekst hele vejen igennem, falder troværdigheden. Kunden vil også opfatte virksomheden som værende useriøs. Ikke nok med, at troværdigheden falder, så forsvinder kundens tiltro til dine produkter eller virksomheden også. Sjusk i form af stave- og slåfejl kan nemlig plante en usikkerhed hos kunderne og få dem til at tro, at virksomheden også er sjusket i alt andet. Ha’ det i mente, når du skriver dine tekster. Det vil være så ærgerligt at blive frasorteret allerede fra starten på baggrund af en stave- eller slåfejl.
OPSTRAMNING
Mit overordnet råd til dig, der ønsker at fremstå mere troværdig, seriøs eller blot finpudse sin tekst er: Brug tid på din tekst. Det lyder banalt, og du skal selvfølgelig heller ikke bruge flere timer, men måske de 5 minutter ekstra gavner i den anden ende. Det kan være, at de 5 minutter gør, at en kunde køber et af dine produkter eller skaffer dig en ny fast kunde. Vi kan også alle blive enige om, at det er en meget sjovere måde at få kunder på end kold kanvas.
Ud over de 5 minutter kan du være opmærksom på følgende punkter, når du skriver dine tekster:
Kill your darlings
Du har sikkert hørt ordsproget ’kill your darlings’, og det er med god grund, det blev opfundet – og ikke mindst, at det stadig eksisterer.
Darling i en tekst er et ord, udtryk, vendinger eller klichéer, som optræder lidt for mange gange, fordi skribenten har en ubevidst kærlighed til ordet. Det kan sammenlignes med, da du skrev stile i folkeskolen, og du blev bedt om ikke at anvende f.eks. ”så” og ”og så” hele tiden. Ved at fjerne darlings i en tekst, får teksten et bedre læseflow.
Læs Maries blog om darlings, og hvordan du skiller dig af med dem.
Er du mere til video end tekst, har vi også et tekst-TV-afsnit om det.
Direkte henvendelse
Du kan skabe en bestemt tone, image eller stemning omkring din virksomhed, afhængig af hvordan du henvender dig til din modtager. Det er nemlig ikke ligegyldigt, hvilke pronominer/stedord du bruger.
Vi bestræber os på at bruge ”jeg”, ”du” eller ”vi”, fordi det skaber noget personlighed til teksten. Det giver samtidig også følelsen af at være på bølgelængde med dig, som læser det her, og en følelse af lethed og åbenhed fra en virksomheds side. Ordet ”man” kan virke køligt, distancerende og mindre engagerende, end ”jeg”, ”du” og ”vi” gør.
Aktive eller passive verber
Det her ligger lidt i forlængelse af ovenstående punkt. Aktive verber får en tekst til at fremstå mere skarp og engagerende end passive verber. Passive verber kan også være lidt tunge at læse, fordi det er handlingen, der ’gør noget’. Det er ikke subjektet/grundleddet, der udfører handlingen.
Jeg lader specialisterne uddybe dette, da de er skarpere end jeg på det punkt. Mia og Marie har lavet et tekst-TV-afsnit om aktive og passive verber, som du kan se lige her.
Korrektur
Vi er alle blot mennesker, og jeg er bestemt heller ikke uden fejl, men netop derfor får jeg andre til at læse korrektur på mine tekster. Jeg ved, jeg har teksten så meget under huden, at jeg er blind over for min egen tekst. Jeg vil ikke kunne se stavefejl, slåfejl, darlings og så videre. Husk, at for en korrekturlæser eller sproginteresseret er det at læse korrektur ingen sag, så hvis du sidder og kæmper med det, så lad en anden person, du kender eller har tillid til, hjælpe dig.
Er du typen, der godt kan lide at udskamme andres stavefejl, kan du få afløb for det i Facebookgruppen ”Jeg dømmer dig når du staver forkert”, som i skrivende stund har over 18.000 medlemmer – men undgå slå- og stavefejl, hvis du ikke selv ønsker at blive udstillet 😉