Eskerod & Skovbøll

“Vi vil gerne fortælle troværdige nyhedshistorier, som underbygger vores troværdighed og tillid i branchen. Og vi sidder med et indtryk af, at Mia er lykkes med at sætte sig ind i vores kunders virksomheder for at kunne fortælle deres historier”

- Jimmy Eskerod, Partner i Eskerod & Skovbøll

Eskerod & Skovbøll har styr på sine referencer og kundecases

Eskerod & Skovbøll er et rådgivningsfirma inden for landbrug med fokus på strategi- og handelsrådgivning, hvor kundekontakt, sparring og tillid er i højsædet. Som partner kender Jimmy Eskerod derfor til værdien af gode kundeforhold, og han ønskede at dele deres kunders oplevelser som en del af deres markedsføring – for kundecases bidrager til virksomhedens troværdighedsværdi, som er så vigtig for et rådgivningsfirma som Eskerod & Skovbøll.

Ikke alle værdier kan måles i tal

For Jimmy Eskerod er det vigtigt, at der er styr på troværdigheden. Landbrugsrådgivning er et stort og komplekst marked, hvor der florerer mange bejlere til landmændene, og det er derfor vigtigt at have et godt image, hvor kunderne kender til rådgiverens værdier og kompetencer.

”Vi opererer med bevidst tilfredse kunder, og den værdi kan ikke altid måles i tal. Vores kunder skal have os i bevidstheden, når snakken går på landbrugsrådgivning, og de skal kunne forklare konkret, hvad de er tilfredse med og hvorfor,” fortæller Jimmy Eskerod og uddyber, at de efter at være kommet i kontakt med Mia fra Cortekst så en klar fordel i at bruge kundecases til at formidle kundernes egne fortællinger, som potentielle kunder bedre kan relatere til.

”Vi vil være top of mind. For hvornår tænker landmændene på en landbrugsrådgiver? Det gør de, lige når de har brug for ham, og dér skal vi være dem, de får lyst til at ringe til”, siger Jimmy Eskerod, som mener, at casene har båret frugt. 

Jimmy Eskerod
Kundecases Eskerod

Tillid og det gode match

Det var gennem LinkedIn, at Mia og Jimmy Eskerod kom i kontakt, og siden har samarbejdet kørt derudad. Det var vigtigt for Jimmy Eskerod, da han besluttede at bruge en eksternt til at tage ud til kunderne, at kemien var på plads, og at personen udstrålede troværdighed. ”Vi så hinanden an, og jeg fik hurtigt tiltro til hende og hendes arbejde. Vi er superglade for Mia,” fortæller Jimmy Eskerod, imens den anden partner i firmaet, Ole Skovbøll, sidder og nikker i baggrunden.

Opgaverne, som Cortekst har udført for Eskerod & Skovbøll, har bestået af at besøge landmændene, interviewe dem og skrive artiklerne: ”Vi har holdt os helt ude af det. Mia har fået frit lejde, og hun har været hurtig til at justere tiden, der skulle til, finde den rigtige tone of voice og kommunikere til vores specifikke målgruppe, der har sit eget sprog” fortæller Jimmy Eskerod og forklarer, at de har været det rette match.

Det, at Mia blev sendt ud til Eskerod & Skovbølls kunder, var også et udtryk for, at de stolede på hende og hendes evner til at være troværdig: ”Mia er god til ikke kun at gengive, men også at formidle interviewet til de rigtige kundetyper, og vores kunder har også meldt tilbage, at de føler sig hørt i artiklerne,” fortæller Jimmy Eskerod.   

"Vi vil lave det, vi gør bedst"

Som landbrugsrådgivere arbejder man i et kompliceret erhverv, der kræver erfaring og kendskab til branchen med alt lige fra fodertyper til handelspriser og høst, og derfor var beslutningen om at have en ekstern til at skrive referencerne ikke ligetil. Men for Jimmy Eskerod blev det hurtigt klart, at Mia var den rette til opgaven:

”Hun fanger det relativt hurtigt, så derfor skyder vi specialopgaverne over til hende, for tekstforfatning er jo en kompleks disciplin i sig selv. Vi vil gerne fortælle troværdige nyhedshistorier, som underbygger vores troværdighed og tillid i branchen. Og vi sidder med et indtryk af, at Mia er lykkes med at sætte sig ind i vores kunders virksomheder for at kunne fortælle deres historier.”

Med kundecasene på plads kan Jimmy Eskerod fokusere på sine stærke sider, nemlig at rådgive og udvikle strategier tilpasset det enkelte landbrug, og med ro i maven vide, at potentielle kunder selv kan gå ind og blive inspireret af deres nuværende kunder på hjemmesiden.

Kundecase Brochure

Eskerod & Skovbøll ligger i Aalborg er stiftet af Jimmy Eskerod og Ole Skovbøll. De rådgiver danske landmænd i hele landet.

Ønsker du også skarpe referencer, der taler til din målgruppe?

Kontakt os i dag og lad os få en snak om, hvad vi kan gøre for dig

SE FLERE REFERENCER